Okay…: vi er i fasten, og her har vi at gøre med én lang række af mere eller mindre umulige historier fra det nye testamente. Også i dag. For hvad er det for en arrigskab, der kommer fra Jesus?
Om ikke at høre efter og om at have Djævelen til far .. noget om dæmonbesættelse .. og om løgn og sandhed.
Jesus siger:
Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?
Han siger endda: Jeg siger sandheden, DERFOR tror I mig ikke.
Han kunne have sagt: jeg siger Jer sandheden, men I tror mig ikke, eller:
Jeg siger Jer sandheden, alligevel tror I mig ikke.
Men han siger, det er FORDI, han siger sandheden, at han ikke bliver troet ..
Ja, det er jo måske, fordi sandheden er ilde hørt ..
Udtrykket i sig selv betyder, at sandheden risikerer at afsløre noget, man ikke bryder sig om, ved sig selv eller andre. Og sådan er der vel et eller andet, stort eller småt, hos os alle.
Og så er det også sådan, at når der står én og råber, at han har sandheden, og alle andre bare ingenting fatter, ja, så bliver man vel umiddelbart provokeret og irriteret på vedkommende og tænker: jaja, du er så klog, at du kan undvære hovedet ..
Sådan provokerede og stødte Jesus dem, han taler med i dag. For han taler jo mildt sagt ikke særlig pænt, når han siger, at jøderne har Djævelen til far og ikke er af Gud!
Hvad er det, Jesus mener med sandheden?
Er der mere end én sandhed? Er der noget, der hedder min sandhed og din sandhed og enhver er salig i sin tro?
Hvilken sandhed er så sandheden? Det er netop det spørgsmål, de forskellige religioner kæmper og har kæmpet frygtelige kampe om og i denne uge har der også været nogle skriverier i Kristeligt Dagblad om netop dette.
I vores såkaldte postmoderne samfund er de fleste af os vant til at skabe vores egen sandhed, og vi bestræber os for det meste på at respektere andre menneskers egne sandheder.
Vi lever i en kritisk bevidsthed, hvor den enkelte finder ud af med sig selv, om man vil tro på det, der siges. Vi tror ikke på det, vi hører, bare fordi den, der taler, siger han har ret, eller fordi han eller hun har autoritet og magt.
Og de store fælles fortællinger, f.eks. om, hvad der er sandt og falsk, de smuldrer, fordi vi lever i en forståelse af, at enhver selv bedømmer, hvad der er godt og rigtigt ud fra sin egen situation ..
På den anden side, det har mennesker nok altid gjort, måske nok i noget mindre grad, men alligevel .. Vi hører i dag en fortælling fra det gamle testamente om netop dette. Nemlig historien om Moses folk, der lavede en kalv af guld og dyrker den som Gud.
Også profeten Jeremias fortæller om afguder, et sted skriver han:
For som et fugleskræmsel i en melonmark, der ikke giver nogen beskyttelse, sådan er deres guder af træ, beklædt med guld og sølv.
For de hverken forbander eller velsigner konger.
De viser aldrig folkene tegn på himlen, de skinner ikke som solen og lyser ikke som månen.
…
Med al respekt kan den korsfæstede Kristus godt have en vis lighed med et fugleskræmsel, også selvom han er belagt med guld her i Sct. Andreas. Og sådan ser den korsfæstede Kristus jo ud alle vegne. Det er ikke for børn.
Og endnu mindre for børn er den meget sete og omtalte film, The passion of the Christ, som udmaler et skræmmende billede af, hvordan Jesus blev mishandlet, pint og plaget og til sidst korsfæstet.
Og af, hvordan det var for hans venner og familie at være vidner til fornedrelsen.
Men sandheden er, at Jesus langt fra er et fugleskræmsel, guldbelagt eller ej.
Og hvis man bare selv skulle vælge sig en postmoderne, relativ sandhed, en afgud, hvem ville da vælge et fugleskræmsel? En mand på et kors, der ikke forsvarede sig. Et sølle menneske!
Men sandheden er ilde hørt, og her hænger han, sandheden om Gud. Men dog en sandhed, der adskiller sig aldeles fra et fugleskræmsel, der hverken kan tale eller gå, men må bæres.
Jesus kunne både tale og gå, Han skulle ikke bæres. Tværtimod viste han sig at være den, der bærer ..
Jesus siger: jeg er vejen og sandheden og livet.
Og man tænker:
Javel så, det var alligevel ikke så lidt? Hvorfor er det nu liiige præcis, at kristendommens historie er så meget sandere end så meget andet, ja, at det lige præcis skulle være selve sandheden?
Og hvorfor er det, at det er Kristus og ikke alt muligt andet, der er frelseren?
Det er fordi, evangeliet ikke bare giver os en viden om Gud. Her handler Han.
Men handler Gud da ikke i hele historien?
Jo. Han er der i det hele. Men i Jesu liv sætter Han sig selv på spil. Derved er historien om Jesus anderledes end de andre historier. Det er selvfølgelig en påstand, som ikke kan bevises, men som er uopgivelig.
Sandheden om Jesus er en levende sandhed, fordi Jesus ikke kun giver os ord, men er ordene, ikke kun siger sandheden, men er sandheden. Den sandhed, Han kommer med, er ikke en anklage og ikke en dom, ikke engang over jøderne, som korsfæstede Ham, for Jesus tager dommen på sig. På korset siger han: Far, tilgiv dem.
….
Sandhed og løgn .. ondt og godt .. hvordan står det mon til i mit eget liv, tænker man måske .. og det er nok lidt blandet med det, for de fleste af os..
Lad os lige vende tilbage til den arrigskab, vi begyndte med.
Hele fastetiden hører vi om løgn og sandhed, om dæmoner og dæmonbesatte, om det onde, DEN onde, og det gode, DEN gode .. og man kommer vel til at tænke på, hvor man selv står .. Og hvem vil ikke helst være på hold med ’de gode’ frem for 'de onde', der har Djævelen til far?
På den anden side, hvem ved ikke også godt, at man også rummer det onde, at mennesket er et sammensat væsen?
Paulus siger det som bekendt så præcist:
Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde som jeg ikke vil, det gør jeg…
Mon nogen af os går gennem livet uden at opleve dét, som kan løbe af med os ?
I kirken forkyndes det, at intet kan skille os fra Guds kærlighed .. vi forkynder, at der er håb og ny glæde .., også når vi bukker under, og de mørke kræfter løber af med os .. og vi tror, at sandhed kan fordrives med løgn.
Og det, vi samles om her i kirken, er denne kærlighedens magt, der byder alt det ødelæggende trods.
Det onde findes. Men vi kommer her for at gøre modstand og vise, at de onde magter ikke skal løbe af med det hele.
Alligevel kender enhver vel til at være besat af vrede eller bitterhed.
Man bruger måske ikke udtrykket, at man så er 'besat af en dæmon'; men måske snarere, at man har det ad helvede til - og det kommer vel ud på eet?
Og når man har det ad helvede til, lader man det gerne gå ud over andre ..
I dag er det bombastiske og barske udtalelser Jesus kommer med. Men det måtte til, når man som Han bragte Guds kærlighed ind i verden. For verden tog ikke imod kærligheden men fornægtede den og henrettede den på bestialsk vis ved at nagle ham op på et kors.
Evangeliet nærer ingen illusion om, at det ville blive bedre med verden siden da? Evangeliet peger ikke kun på korset for at dømme og sige: Se, sådan behandler verden kærligheden, og det vil den blive ved med.
Evangeliet peger på korset for at sige: således elskede Gud verden, at han gav sig selv til de besatte, de skjulte og de åbenlyse løgnere, forræderne og fornægterne, ja, kort sagt, til verden.
Det, tror jeg, er sandt.
Fordi Jesus netop ikke bare stod og råbte op om, at han havde ret, men viste det til verden.
Amen.
