Spisestedet " Den Sorte Gryde"
Spisestedet for hjemløse "Den Sorte Gryde" åbnede igen mandag den 20. september. Vi har haft lukket i ca. 3 uger for at finde et andet koncept, hvor vi har forsøgt at tilfredsstille nogle af de ønsker, vi er blevet præsenteret for på møder med naboer og udlejer.
Åbningstiden er ændret til 11-14 efter forslag fra naboen i Gothersgade 139. Vi vil fremover få mad bragt udefra.
Gryden bemandes i åbningstiden med to ansatte: En sognemedhjælper og en kirketjenervikar. Desuden vil et vekslende antal frivillige hjælpere få deres gang i gryden. Kirketjenerjobbet deles mellem tre studerende. Sognemedhjælper Maria Eyermann er den konstituerede daglige leder.
Der vil per 1. januar 2011 blive udnævnt en daglig leder for Den Sorte Gryde. Maria Eyermann er det fast kontaktpunkt for henvendelser både fra gæster, naboer og udlejer.
Det er vores vurdering, at dette koncept vil kunne holde. Vi har i muligt omfang imødekommet ønsker og forslag fra vores omverden, og tror på et godt samarbejde om dette projekt med at hjælpe de hjemløse i København til et gratis eller billigt varmt måltid.